478.000 voksne danskere har spilleproblemer. Det er en fordobling på fem år. Men tallet kommer fra en spørgeskemaundersøgelse, og bag det gemmer sig en behandlingskapacitet, der ikke følger med.

I 2016 målte Spillemyndigheden, at 5,2 procent af den voksne befolkning havde pengespilsproblemer i varierende grad. Fem år senere, i 2021, var tallet 10,9 procent. Rambøll Management Consulting stod for undersøgelsen, der sendte spørgeskemaer ud til 10.000 tilfældige voksne og 5.000 børn og unge mellem 12 og 17 år. Svarprocenten landede på knap 38.

Det er den seneste prævalensmåling, vi har. Den næste skulle efter den politiske aftale fra 2017 være gennemført i 2026. Om den er det, og hvad den viser, er endnu ikke offentliggjort.

Selvrapportering er ikke en diagnose

Tallene bygger på PGSI, Problem Gambling Severity Index. Ni spørgsmål, fire svarkategorier, et pointtal der placerer respondenten i en kategori fra "ingen problemer" til "alvorlige problemer." Det er et screeningsværktøj, ikke en klinisk diagnose.

Forskellen matters. En person, der scorer højt på PGSI, har ikke nødvendigvis været i kontakt med en behandler eller fået stillet en diagnose af en fagperson. Omvendt kan personer med et reelt behandlingsbehov falde uden for, fordi de ikke har svaret på spørgeskemaet, ikke har erkendt problemet, eller simpelthen ikke definerer deres adfærd som et problem.

Blandt børn og unge viser tallene, at 6,0 procent, cirka 24.500 personer, har spilleproblemer, selvom de fleste pengespil er ulovlige for den aldersgruppe. 0,6 procent har alvorlige problemer. Det er samme andel som blandt voksne.

Center for Ludomani har i flere år peget på, at mørketallet er stort. Mange søger først hjælp, når gælden er vokset ud over det håndterbare, eller når pårørende griber ind.

Behandlingskapaciteten er politisk besluttet

I 2025 og 2026 er der afsat 80,1 millioner kroner til forebyggelse og behandling af ludomani. 70,5 millioner går til behandling, 9,6 millioner til forebyggelse. Midlerne fordeles mellem syv aktører, herunder Center for Ludomani, Klinik for Ludomani ved OUH, AlfaRehab, Behandlingscenter Tjele og Forskningsklinikken for Ludomani ved AUH.

– Antallet af spilafhængige er i kraftig vækst, og Center for Ludomani er voldsomt presset af den manglende politiske prioritering af spilområdet, udtalte Center for Ludomani i forbindelse med, at regeringen i 2025 tilførte en ekstra bevilling på 6,9 millioner kroner.

Den ekstra bevilling var en akut løsning. Eksisterende behandlingssteder havde fået reduceret deres tilskud, fordi en ny aktør var blevet inkluderet i fordelingen af midler fra ludomanipuljen. Skatteminister Rasmus Stoklund kaldte det en løsning, der "sikrer flere midler til behandling." Men indsatsen gælder kun for 2025. Hvad der sker i 2026 og frem, afhænger af kommende politiske forhandlinger.

Det er den strukturelle svaghed. Behandlingskapaciteten for ludomani er ikke en permanent bevilling på samme måde som for andre afhængighedslidelser. Den forhandles. Hvert år.

Hvem falder uden for

Den typiske profil i undersøgelsen er en yngre mand mellem 18 og 39 år, i beskæftigelse, med højt ugentligt alkoholforbrug og dårligt oplevet fysisk helbred. 83 procent af dem, der udvikler moderate eller alvorlige problemer, begyndte at spille, før de fyldte 25.

Men profilen siger også noget om, hvem der ikke fanges. Kvinder med spilleproblemer er underrepræsenteret i behandlingsstatistikkerne. Ældre med problemer, personer med anden etnisk baggrund end dansk, og mennesker der primært spiller online uden at identificere det som "pengespil" i traditionel forstand, er sværere at nå med både surveys og behandlingstilbud.

I 2026 samarbejder Forskningsklinikken for Ludomani og Center for Rusmiddelforskning om en ny analyse af unge mellem 15 og 25 år, der skal kortlægge sammenhænge mellem rusmiddelforbrug og pengespil. Det er et skridt i retning af at forstå de overlap, som PGSI alene ikke fanger.

Regulering, ikke selvdisciplin

Radikale Venstres skatteordfører Samira Nawa har peget på, at løsningen ikke kun ligger i behandling, men i at "gøre op med markedsføring af spilreklamerne, som vi kender det i dag." Spørgsmålet om reklamer er undersøgt i prævalensstudiet. Surveyeksperimenter og laboratorieforsøg fandt ingen statistisk sammenhæng mellem reklamer og spillelyst. Men i de kvalitative interviews fortalte personer med moderate og alvorlige problemer, at reklamer bidrog til uplanlagt spil og forstærkede deres spillelyst.

Det er den klassiske uenighed mellem kvantitativ og kvalitativ evidens. Og det er den, politikerne kan gemme sig bag, når de undlader at regulere.

Imens vokser tallene. 67 procent af børn og unge mellem 12 og 17 år gamer. 91 procent af drengene. Grænsen mellem gaming og pengespil er i praksis allerede udvisket, og ingen af de nuværende behandlingsmodeller er designet til at håndtere den glidende overgang.