Spillemyndigheden blokerer hjemmesider, kræver betalingsstop og overvåger markedsføring. Men EU-retten sætter grænser for, hvor langt den danske model kan strækkes. Spørgsmålet er, om et lille marked overhovedet kan holde stand mod grænseløse udbydere.

I 2003 afsagde EU-Domstolen dom i sag C-243/01, Gambelli. Dommen slog fast, at en medlemsstat godt må drive spillemonopol, men kun hvis de socialpolitiske hensyn reelt forfølges. Hvis en udenlandsk aktør kan opfylde de samme krav som en national, skal den have adgang til markedet. Det er proportionalitetsprincippet, og det har hængt over den danske model lige siden.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber konkluderede efterfølgende, at Danmark ved indførelsen af § 10 i lov nr. 204 af 26. marts 2003 havde tilsidesat sine forpligtelser efter artikel 43 og 49 i EF-traktaten. Bestemmelsen begrænsede grænseoverskridende sportsrelaterede spil. Danmark blev tvunget til at justere.

Monopolet er faldet, men kontrollen består

Den danske spillelov fra 2012 erstattede monopolet med en licensmodel. Udbydere kan nu få tilladelse til at operere på det danske marked, hvis de opfylder kravene. Men Spillemyndigheden fører stadig tilsyn med en intensitet, der rejser spørgsmål om, hvorvidt modellen i praksis fungerer som en ny form for markedslukning.

Spillemyndigheden identificerer spiludbydere, der ulovligt henvender sig til det danske marked. Først sendes en henstilling om at stoppe. Hvis den ignoreres, kontaktes danske internetudbydere for at etablere DNS-blokering. Det betyder, at danske spillere fysisk forhindres i at tilgå siden.

Ved Retten på Frederiksberg blev det ved kendelse af 6. februar 2018, SKM2021.120BR, fastlagt, at spil udbudt via Steam-platformen måtte anses for omfattet af den danske spillelov. Retten lagde vægt på forbrugerbeskyttelseshensynet og fandt, at der ikke kræves bevis for, at danske spillere faktisk har foretaget indskud. Landsretten stadfæstede kendelsen. Et teleselskab blev påbudt at blokere 55 hjemmesider.

Det er en lav tærskel. Spillemyndigheden behøver ikke dokumentere konkret skade. Det er nok, at en side kan antages at rette sig mod det danske marked.

ROFUS og markedsføring under pres

Spillelovens § 36 stiller krav til markedsføring. Gevinstchancer skal fremstilles korrekt. Spil skal præsenteres som underholdning. Markedsføring må ikke målrettes børn og unge under 18 år.

Men der er et lag mere. Tilladelsesindehavere skal konsultere Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere, ROFUS, før de sender markedsføring. Push-beskeder og notifikationer kan betragtes som markedsføring omfattet af denne pligt. Det fremgår af Spillemyndighedens egne retningslinjer.

ROFUS rejser et databeskyttelsesretligt spørgsmål, som sjældent diskuteres offentligt. Registeret indeholder persondata om borgere, der har valgt at udelukke sig fra spil. Behandlingen af disse data sker under den danske spillelov, men den berører samtidig GDPR's principper om formålsbegrænsning og dataminimering. Spillemyndigheden har ikke offentligt redegjort for, hvordan krydsreferencer mellem ROFUS og markedsføringskanaler håndteres teknisk.

En europæisk forbrugerorganisation, BEUC, har ved flere lejligheder påpeget, at nationale spillemyndigheder i EU opererer med meget forskellige standarder for forbrugerbeskyttelse. Det skaber et patchwork, hvor en spiller i Danmark nyder stærkere beskyttelse end en spiller i Malta eller Cypern, men hvor grænseoverskridende udbydere kan vælge den mindst restriktive jurisdiktion.

Betalingsblokering som våben

Spillelovens § 65 giver Spillemyndigheden mulighed for at iværksætte betalingsblokering. Det er et retligt middel til at forhindre pengeoverførsler til og fra en ulovlig spiludbyder. I praksis betyder det, at danske banker og betalingstjenester kan pålægges at afvise transaktioner.

Værktøjet er stærkt. Men det rejser også spørgsmålet om, hvorvidt en national myndighed kan pålægge private betalingsformidlere at agere håndhævere af en lov, som EU-retten endnu ikke har harmoniseret.

Spil er ikke harmoniseret i EU. Der findes intet direktiv, der regulerer online-spil på tværs af medlemsstater. Alligevel sætter traktatens bestemmelser om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser rammer. Den danske Østre Landsret fandt i en sag anlagt 1. juli 2004, at den danske spillelov ikke var i strid med EF-traktatens artikel 43 og 49. Men det var før licensmodellen, før internettets eksplosion, før skinbetting og kryptovaluta.

I 2002 anslås det, at næsten 1 milliard kroner forlod Danmark gennem spil på udenlandske internetportaler. Det tal er kun vokset. Spillemyndighedens blokeringer rammer enkelte sider, men markedet er flydende. Nye domæner registreres hurtigere, end de kan blokeres.

Den danske model bygger på en præmis: at et lille marked kan kanalisere forbrugernes spilleadfærd ind i kontrollerede rammer. Præmissen holder, så længe udbyderne accepterer reglerne. Men EU-retten kræver, at restriktionerne er proportionale. Og proportionaliteten testes hver gang en ny teknologi, en ny betalingsform eller en ny spiltype krydser grænsen.