I 2016 passede hver social- og sundhedsmedarbejder i gennemsnit 13,6 ældre borgere. I 2026 er tallet 15. Regnestykket er simpelt, og konsekvensen er det også: færre hænder til flere mennesker, der har brug for dem.

FOA har regnet på det, og tallene taler deres eget sprog. Antallet af fuldtidsansatte i kommunernes ældrepleje er steget med 5.800 siden 2016. I samme periode er antallet af borgere over 65 vokset med 196.500. Det er en stigning på 7,3 procent i personale mod 18,3 procent i borgere.

Vælger man at vægte efter plejetyngde, som FOA gør med udgangspunkt i Indenrigsministeriets udgiftsbehov, bliver billedet endnu skarpere. En 85-årig tæller 3,25 gange så meget som en 65-74-årig. Med den ækvivalering er forholdet steget fra 17,9 til 20,4 borgere pr. ansat.

– Når der ikke følger nok penge med, betyder det et endnu større pres på lønmodtagerne og ringere service til borgerne, siger Morten Skov Christensen, næstformand i FH, til Arbejderen.

Budgetloven holder kommunerne i et jerngreb

Problemet er ikke kun demografi. Det er også politik.

Siden budgetloven blev indført, har kommunerne samlet brugt op mod 40 milliarder kroner mindre, end de havde budget til. Det viser en undersøgelse fra VIVE, som Fagbevægelsens Hovedorganisation henviser til. Halvdelen af de adspurgte kommunaldirektører og økonomichefer fortæller, at de sætter penge af til buffere for at undgå at overskride budgetterne. Halvdelen oplever, at merforbrug på ét område automatisk betyder besparelser på et andet.

Syv ud af ti ønsker et flerårigt perspektiv med mulighed for at overføre over- og underskud mellem årene. Seks ud af ti vil kunne friholde visse udgifter fra serviceloftet, særligt dem der er svære at styre: anbringelser, handicapudgifter, akut psykiatri.

Det er her, fordelingspolitikken bliver konkret. Når en kommune pludselig skal anbringe flere børn eller håndtere flere borgere med svære handicap, så "konkurrerer" de udgifter direkte med børnehaver, folkeskoler og ældrepleje. Budgetloven tvinger kommunerne til at vælge, og valget rammer altid de samme.

3,9 milliarder for at komme tilbage til start

FOA har beregnet, hvad det ville koste at genoprette 2016-niveauet. Svaret er 8.700 ekstra fuldtidsansatte til en samlet lønudgift på cirka 3,9 milliarder kroner om året. Dertil kommer indkøb og overhead.

Nøjes man med 2021-niveauet, skal der 3.900 ekstra ansatte til for 1,7 milliarder kroner.

Det er ikke småpenge. Men det er heller ikke småpenge, der forsvinder i bufferzoner og uforbrugte bevillinger, fordi kommunerne er bange for at blive straffet af staten.

Regeringens 2035-plan afsætter ikke midler til at velfærden kan følge den almindelige velstandsudvikling. FH advarer om, at konsekvensen bliver færre ansatte pr. borger og faldende kvalitet. Morten Skov Christensen peger på, at risikoen er voksende ulighed: at det i stigende grad bliver pengepungen, der afgør hvem der får den gode service og den nødvendige behandling.

Geografisk ulighed i det nære sundhedsvæsen

Opgaveflytningen fra kommuner til regioner har skabt endnu en skævhed. I Region Østdanmark, der fra 2027 overtager sundheds- og omsorgspladser, specialiseret akutsygepleje og patientrettet forebyggelse, varierer finansieringen voldsomt.

Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland får 554 kroner pr. borger. Københavns Omegn Nord får 846 kroner. Forskellen skyldes at finansieringen i overgangsåret tager udgangspunkt i kommunernes hidtidige udgifter, ikke i borgernes faktiske behov.

SF ønsker en gradvis omfordeling over flere år. Regionsrådsformand Lars Gaardhøj erkender skævheden, men advarer mod at flytte pengene for hurtigt.

Imens sidder social- og sundhedsassistenterne med flere borgere, tungere opgaver og en PTSD-rate der ifølge Kommunernes Landsforening gør ældreplejen til et af de hårdest ramte fag i landet. De venter ikke på en 2035-plan. De venter på kolleger.