Danmarks lovfæstede klimamål om 70 procents reduktion i 2030 er ikke længere anskueliggjort. Det konkluderer Klimarådet i sin statusrapport for 2026, og peger på en skæv fordeling af byrderne i den grønne omstilling.

1,3 millioner ton CO2e. Så stort er det ekstra reduktionsbehov, hvis alle Klimarådets syv følsomhedsscenarier indtræffer samtidig. Det svarer til, at hele den danske landbrugssektor pludselig skulle være klimaneutral fra den ene dag til den anden.

– Der er en stor risiko for, at 2030-målet ikke nås med den nuværende politik, siger Peter Møllgaard, forperson for Klimarådet, til Fria.Nu.

Regeringens egen klimafremskrivning fra 2025 viser ellers, at målet overopfyldes med 0,4 mio. ton CO2e. Men det tal holder ikke, når målet opgøres korrekt som et treårigt gennemsnit, sådan som klimaloven faktisk kræver. Så er der et udestående på 0,2 mio. ton. Altså: selv regeringens egne tal viser, at målet glipper.

CCS skulle redde regeringen

Den største enkeltfaktor er fangst og lagring af CO2, det såkaldte CCS. Regeringen har satset massivt på teknologien og afsat store tilskud. Men det senest afsluttede CCS-udbud leverer færre reduktioner end forventet. Klimarådet har derfor korrigeret fremskrivningen nedad.

Samtidig undervurderer fremskrivningen udledningerne fra landbruget og landbrugsarealerne. Udtagningen af lavbundsjorder sker langsommere end forudsat i trepartsaftalen, og biogasproduktionen udleder mere metan end tidligere antaget. Raffinaderier og skovrejsning er også for optimistisk fremskrevet.

Klimarådet peger på seks områder, hvor udledningerne ser ud til at blive højere end forventet. Kun ét område peger den anden vej.

Regningen lander skævt

Spørgsmålet om hvem der betaler for omstillingen, er blevet stadig mere presserende. Klimarådet anbefaler, at afgiften på kulstofrige lavbundsjorder hæves fra 40 til 125 kr. pr. ton CO2e fra 2028. Det er en stigning på over 200 procent, og den rammer først og fremmest landbruget.

Samtidig har regeringen fremlagt finansiering på 4 mia. kr. årligt fra 2034 og 15 år frem. Men der mangler stadig en beslutning om, hvilke virkemidler pengene skal bruges på. Klimarådet er klart: afgifter er det mest omkostningseffektive instrument. Tilskud kan supplere, men bør ikke erstatte.

Fagbevægelsen har gentagne gange advaret om, at omstillingen ikke må vælte over på lønmodtagerne. 3F har peget på, at industriarbejdere i energi- og transportsektoren står over for konkrete jobskifte, uden at der er afsat tilstrækkelige midler til efteruddannelse og omplacering. Når regeringen vælger tilskud frem for afgifter til industrien, betyder det i praksis, at skatteyderne finansierer en omstilling, som ellers kunne have været betalt af virksomhederne selv.

Concito, den grønne tænketank, har argumenteret for, at en højere CO2-afgift på industrien ville være både billigere for samfundet og mere retfærdigt fordelt. Græsrodsorganisationer som Klimabevægelsen har krævet, at omstillingen ikke bliver et spørgsmål om, hvem der har råd til at købe sig fri.

To tredjedele er stadig luft

Klimarådets faktaark er nådesløst. Kun omkring en tredjedel af det nødvendige reduktionsbehov på 20 mio. ton CO2e er dækket af vedtagne aftaler med forholdsvis stor sikkerhed. Det svarer til 7,2 mio. ton.

Resten, cirka 16,5 mio. ton, befinder sig på det laveste konkretiseringsstadie. De er identificeret som tekniske reduktionspotentialer, men der findes ingen tidsplan, ingen milepæle, ingen bindende aftaler. To tredjedele af disse potentialer er forbundet med høj risiko.

Peter Møllgaard anbefaler regeringen at lægge en plan B frem, før det er for sent. Den skal indeholde stramninger, ikke lempelser. Højere afgifter frem for højere tilskud. Ellers risikerer man, at aktørerne bare venter på, hvad der kommer, i stedet for at handle nu.

Regeringen har varslet genbesøg af de politiske aftaler for at håndtere usikkerhederne. Men Klimarådet tvivler på, at genbesøgene kan nå at få effekt inden 2030.