Hver gang PISA-resultaterne offentliggøres, handler debatten om, hvorvidt lærerne er gode nok. Men kommunernes budgetter fortæller en anden historie: folkeskolens almenområde er blevet sparet tynd, mens specialudgifterne æder alt.

79.000 kroner. Så meget bruger kommunerne i gennemsnit per elev i folkeskolens almenklasser. En elev i specialklasse koster 257.000. En elev på specialskole koster 554.000. Det er tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og de viser, hvad der sker, når man ikke investerer tidligt nok i de børn, der har brug for hjælp.

– Vi ser en negativ spiral, hvor almenområdet presses, fordi flere og flere elever ryger over i specialtilbud. Det betyder, at økonomien i de almindelige klasser stort set står stille, selvom der politisk er tilført flere midler til folkeskolen, siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Budgetloven binder kommunernes hænder

Siden budgetloven blev indført, har kommunerne under ét brugt op mod 40 milliarder kroner mindre, end de havde budget til. Det viser en undersøgelse fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Halvdelen af de adspurgte kommunaldirektører og økonomichefer fortæller, at de sætter penge af til buffere for at kunne overholde budgetterne. Halvdelen oplever, at merforbrug på ét område automatisk betyder besparelser på et andet.

Folkeskolen er det tydeligste eksempel. Fra 2019 til 2024 steg kommunernes budgetterede udgifter til specialskoler og specialklasser med 1,8 milliarder kroner. Samtidig voksede det samlede folkeskolebudget med 30 millioner kroner. Det er en stigning på 0,05 procent. Praktisk talt ingenting.

Danmarks Lærerforening peger på, at budgetloven gør det umuligt for kommunerne at investere langsigtet.

– Skal flere børn lykkes i den almindelige skole, kræver det mulighed for at investere over flere år i de indsatser, vi ved virker. For eksempel flere fagpersoner i de mindste klasser, siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

28 procent af budgettet går til 7 procent af eleverne

Tallene er brutale. I 2019 gik 5,6 procent af folkeskoleeleverne i segregerede tilbud. I 2024 var andelen steget til 7,1 procent. Antallet af elever i almenklasser faldt med 33.900 over samme periode. Specialklasserne voksede med 17,6 procent. Specialskolerne med 21,9 procent.

Knap 28 procent af folkeskolens samlede økonomi bruges nu på de cirka 7 procent af eleverne, der er i specialtilbud. Enhedsudgiften per elev på almenområdet er kun steget med 2,5 procent på fem år. Det er mindre end halvdelen af stigningen per elev på hele folkeskoleområdet.

Bag tallene gemmer sig en konkret virkelighed: 85 procent af alle folkeskolelærere har elever med et uindfriet støttebehov. Det viser en spørgeskemaundersøgelse fra Danmarks Lærerforening blandt knap 10.000 lærere. VIVE har dokumenteret, at andelen af elever i almene 7.-9. klasser med et uindfriet støttebehov steg fra 6,0 til 7,5 procent mellem 2015 og 2021.

Reformen kom. Pengene fulgte ikke med

I marts 2024 indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om folkeskolens kvalitetsprogram. Kortere skoledage i indskolingen, mere lokal frihed, obligatorisk ordblindescreening fra 1. klasse. Antallet af obligatoriske afgangsprøver blev reduceret fra otte til seks.

Regeringen har siden 2020 afsat 2,2 milliarder kroner til folkeskoleområdet ud over et generelt løft af kommunernes økonomi. Det lyder af meget. Men Arbejderbevægelsens Erhvervsråd konstaterer, at det ikke har været nok til at modgå udviklingen. De ekstra midler er blevet slugt af de stigende specialudgifter, før de nåede ud i almenklasserne.

Regeringens arbejdsprogram for 2026 lover, at den økonomiske genopretning af folkeskolen begynder i efteråret. Man vil styrke skolernes økonomi markant, hedder det. Ordene er store. Kommunerne venter på pengene.

Det er strukturen, ikke læreren

Når PISA-tallene lander, og debatten raser om lærernes kompetencer og undervisningens kvalitet, er det værd at huske, hvad forskningen faktisk viser. Klassestørrelse, kommunal økonomi og elevernes sociale baggrund forklarer mere end den enkelte lærers indsats. En lærer, der står med 28 elever i en klasse, hvor flere har uindfriet støttebehov, kan ikke kompensere for manglende ressourcer med personligt engagement.

KL vurderer, at knap 10 procent af eleverne i kommunale grundskoler vil gå i segregerede tilbud i 2030, hvis udviklingen fortsætter. Det er ikke en prognose. Det er en regning, der vokser for hvert år, kommunerne ikke investerer i tidlig indsats.

Gordon Ørskov Madsen siger det kort:

– Vi kan ikke blive ved med at tale om folkeskolens kvalitet uden at tale om folkeskolens økonomi.